Vanvidskørsel: Kørte 140 km/t igennem byen, venstre om helleanlæg og overfor rødt

En 27-årig mand fra Frederikshavn sidder mandag på anklagebænken i Retten i Hjørring. Han er tiltalt for vanvidskørsel, vidnetrusler og fornærmelse af politiet. Blandt andet kørte manden tre gange så stærkt, som han måtte, venstre om et helleanlæg og overfor rødt, da han forsøgte at flygte fra politiet. 

Episoden fandt sted natten til 7. oktober 2019 omkring midnat, da politiet ville stoppe den 27-årige mand på Hjørringvej Frederikshavn. TV2 Nord er i besiddelse af anklageskriftet og skriver, at manden ikke standsede, da politiet prøvede at standse ham. I stedet gassede manden op og prøvede at stikke af. I den forbindelse kørte han en overgang 140 km/t gennem Frederikshavn i en zone, hvor det er tilladt at køre 50 km/t. 

Den 27-årige mand kørte under flugten fra politiet blandt andet også venstre om i et helleanlæg, ligesom han kørte over rødt i krydset på Hjørringvej og Niels Juels vej. 

Men tiltalen mod den 27-årige mand fra Frederikshavn stopper ikke her.

2. september sidste år, et år efter vanvidskørslen, skal han i forbindelse med en ransagelse have kaldt politiet for “homoer”, hvorefter han blev sigtet for fornærmelse af politiet.

Ved samme lejlighed skal han have sagt følgende til to andre, der var til stede ved ransagningen: ”I tør ikke vidne mod mig i retten”, ”I ved vist ikke, hvem jeg er”, og ”pas på, vi ses nok i retten”. Den bemærkning udløste endnu en tiltale, denne gang om vidnetrusler.

Vi ved endnu ikke, hvordan manden forholder sig til tiltalen.