Vanvidskørsel: Fire millioner kroner dyr luksusbil beslaglagt

I disse dage kører en sag om vanvidskørsel ved Retten i Glostrup. Her er Altan.dks direktør tiltalt for vanvidskørsel. Han risikerer at få konfiskeret en bil til mere end fire millioner kroner

Da administrerende direktør Casper Gorm Knudsen tilbage i marts netop var kørt fra byggemarkedet Jem & Fix på Industribuen i Ishøj, hvor han havde været inde at købe træsko i fødselsdagsgave til sin far, klappede fælden.

Ude på vejen holdt politiets fartkontrol nemlig klar, og fotovognen blitzede direktøren i hans 12-cynlindrede Bentley Bentayga til at køre 106 kilometer i timen på en strækning, hvor hastighedsgrænsen er 50 kilometer i timen.

Dermed går sagen ind under vanvidskørsel, og Københavns Vestegns Politi kunne kort efter beslaglægge den mere end fire millioner kroner dyre bil.

SE OGSÅ: DAGLIGVAREKÆDE I VOLDSOM PRISKRIG: HER KAN DU SPARE MANGE PENGE

Sagen er i disse dage stillet for en dommer ved Retten i Glostrup, hvor den administrerende direktør risikerer endegyldigt at få konfiskeret sin bil, mens også hans kørekort er i risiko, og han kan modtage en 20 dages betinget fængselsdom.

“Jeg havde ikke lige regnet med at blive stoppet på det tidspunkt, for vi var jo ikke inde i byen, vi var i et industriområde. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at man kun må køre 50 kilometer i timen. Hele min verden ramlede. Jeg mente jo ikke, jeg havde kørt vanvittigt,” sagde Casper Knudsen i retten ifølge mediet Licitation.

Sagen forventes afgjort sidst i november. Siden den dyre Bentley blev beslaglagt i marts har den været i Københavns Vestegns Politis varetægt.