Vanvidsbilist anholdt: Kørte med promille på 3,58

En mand med en usædvanligt høj promille blev natten til søndag standset af Fyns Politi på Middelfartvej i Bolbro, da han var ude at køre bil.

“Jeg gætter på, hans kørestil har gjort sig bemærket, det må den næsten have gjort,” siger vagtchefen ved Fyns Politi Henrik Krøjgaard til B.T.

Ifølge mediet blev den 32-årige mand bedt om at blæse i alkometeret to gange, hvor hans promille blev målt til henholdsvis 3,18 og 3,58.

Manden blev derfor anholdt og taget med til Odense Arrest. Hans bil blev ligeledes beslaglagt, fordi politiet forventede, at det endelige blodprøve ville vise en promille på over 2,0.

Kørsel med en promille på over 2,0 karakteriseres som vanvidskørsel, hvorved politiet kan beslaglægge køretøjet på stedet.

Allerede ved en promille på mellem 1 og 2 bliver man tydeligt påvirket og kan blive træt og sløv, oplyser sundhed.dk. Samtidig mister man noget af kontrollen over balance og bevægelser.

Ifølge sundhed.dk kan en promille over 3 endda være dødelig.

Arkivfoto.