Væltet lastbil skaber trafikale problemer på motorvej

Oprydningsarbejdet efter en lastbil torsdag morgen væltede på Amagermotorvejen er nu startet. Derfor skal bilister i området forvente trafikale problemer

Vejdirektoratet oplyser torsdag kort før klokken 11, at bilister på Amagermotorvejen i retning mod Amager skal forvente op til 30 minutters forlænget rejsetid.

Det sker, efter en lastbil klokken 08.23 væltede på motorvejen mellem <22> Gl. Køge Landevej og <21> Avedøre Holme.

‘Indsatsen på Amagermotorvejen bliver langvarig. Der bliver holdt et spor åbent forbi uheldsstedet og øvrig trafik ledes af ved frakørsel 21 og kan køre på med det samme igen efter Avedøre Havnevej,’ oplyser Københavns Vestegns Politi.

Der er i skrivende stund ikke nogen tidshorisont for den fulde genåbning af motorvejen.

Der er ikke nogen meldinger om, at der skal være sket alvorlig personskade.

SE OGSÅ: FLERE PERSONER ANHOLDT EFTER KNIVSTIKKERI