Væbnet røveri i Spar

Politiet er fredag eftermiddag til stede ved en Spar efter et røveri. Gerningsmanden er flygtet fra butikken

Nordsjællands Politi har fredag klokken 12.17 fået en anmeldelse om et røveri mod Spar på Fredensborgvej i Tikøb.

Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.

Under røveriet løftede manden ifølge politiet op i sin trøje og fremvise en pistollignende genstand.

‘Efterfølgende lavede gerningsmand et kassedyk og flygtede fra stedet,’ lyder det fra Nordsjællands Politi.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Røveren beskrives som:

  • Cirka 25 år
  • 175 til 180 centimeter høj
  • Iført grå hættetrøje
  • Sorte bukser
  • Solbriller
  • Sorte handsker

Nordsjællands Politi søger vidner eller anden hjælp i offentligheden. Hvis man har det, bedes man kontakte politikredsen på telefon 1-1-4.

Politiet oplyser ikke, hvor mange kontanter røveren slap afsted med.

Der er dog ikke meldinger om, at nogen skal være kommet fysisk til skade.

For under 24 timer siden blev en Rema 1000 også udsat for et røveri, hvor gerningsmanden flygtede fra butikken i klipklapper. Det kan du læse mere om her.