USA og allierede vil udvikle ny atomubåd for at imødegå Kina

USA er gået sammen med Australien og Storbritannien for at sikre Vestens position i Asien og Stillehavet

Avancerede atomubåde blev det helt store tema, da USA’s præsident, Joe Biden, mandag var vært for et møde på en flådebase i San Diego i Californien med regeringslederne fra Storbritannien og Australien.

Her blev de enige om at udvikle en ny type atomubåd for at styrke Vestens position i Asien og Stillehavsområdet. Og for at imødegå Kinas voksende indflydelse i regionen.

Det oplyser en talsperson for den amerikanske regering ifølge AFP.

På mødet var – ud over Joe Biden – den britiske premierminister, Rishi Sunak, og Australiens premierminister, Anthony Albanese.

De tre lande var samlet i regi af det såkaldte Aukus-samarbejde. Aukus er en forsvarspagt mellem USA, Storbritannien og Australien, som blev grundlagt i september 2021.

Ud over at udvikle en ny atomubåd blev Australien og USA enige om at indgå en aftale om køb og salg af ubåde.

I første omgang skal Australien købe tre atomdrevne ubåde af USA i løbet af 2030’erne. Men aftalen indebærer, at der er mulighed for at udvide købet med yderligere to ubåde, hvis der er behov for det.

Australien kommer til at skille sig ud fra andre lande med atomdrevne ubåde ved hverken selv at have atomvåben eller atomkraftværker, der kan forsyne ubådene med brændstof.

Allerede da Australien trådte ind i Aukus-samarbejdet, blev det varslet, at landet gerne ville købe atomdrevne ubåde af USA.

Samtidig bakkede australierne ud af en aftale om køb af dieseldrevne ubåde fra Frankrig. Det skabte for en tid en temmelig anstrengt stemning mellem Frankrig på den ene side og Aukus-landene på den anden.

Efter mandagens møde har styret i Kina reageret med en advarsel.

Fra Beijing lyder det, at USA, Storbritannien og Australien risikerer at sætte gang i et våbenkapløb med deres ubådsprojekter.

– Vi opfordrer USA, Storbritannien og Australien til at forlade koldkrigsmentaliteten og nulsumspillene, at ære internationale forpligtelser i god tro og gøre mere af det, der er befordrende for den regionale fred og stabilitet, siger talskvinde for Kinas udenrigsministerium Mao Ning.

/ritzau/AFP