USA: Mor dømt for søns fire drab

Jennifer Crumbleys søn dræbte fire personer under et skoleskyderi. Nu er hun også blevet dømt for drabene

Tirsdag er Jennifer Crumbley, der er mor til en skoleskyder, blevet dømt for manddrab.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hendes søn, Ethan Crumbley, blev i slutningen af 2023 idømt fængsel på livstid for at have skudt og dræbt fire af sine klassekammerater ved en high school i 2021.

Ved skyderiet blev også seks andre elever samt en lærer ramt.

Men nu er Jennifer Crumbley altså også blevet dømt for de mord, som hendes søn begik tilbage i 2021.

Retssagen mod Jennifer Crumbley menes at være den første, hvor en forælder bliver anklaget for drab som følge af et skoleskyderi begået af deres barn.

Anklagen mod Crumbley lød på, at hun også bar en del af ansvaret, fordi hende og hendes mand gav deres søn en pistol og ignorerede voldelige faresignaler.

Hun var anklaget for fire tilfælde af uagtsomt manddrab. En anklage for hvert offer for skoleskyderiet på Oxford High School nær Detroit.

Under retssagen argumenterede anklagerne for, at Jennifer Crumbley havde opbevaret pistolen og ammunitionen på en uagtsom måde.

De argumenterede også for, at forældreparret vidste, at Ethan Crumbley mentalt var i en “nedadgående spiral” – men at de stadig lod ham have adgang til skydevåben.

Blandt andet gav de sønnen en 9-millimeter-pistol i julegave.

Det er derfor heller ikke kun Jennifer Crumbley, der skal møde i retten.

Hendes mand, James Crumbley, er anklaget for det samme som moren. Hans retssag begynder i marts.

Våbensikkerhedseksperter i USA håber, at retssagerne mod parret kan fungere som et “wake-up call” for forældre, der har skydevåben i hjemmene, så de sikrer dem bedre.

Ifølge undersøgelser foretaget af den amerikanske regering, så har omkring 75 procent af skoleskydere fået adgang til det eller de våben, de brugte til skyderiet, derhjemme.

/ritzau/