Uro ved børnehave: To drenge satte ild til en spand

Arkivfoto

Politiet fik søndag aften en anmeldelse om brand i en børnehave på Pogebanken i Herfølge.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Kl. 20.43 fik politiet anmeldelse fra en vågen borger, som havde set to drenge tænde ild i en spand i børnehaven.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf de to drenge på 10 og 12 år fra byen. Ved børnehaven fandt de en smeltet spand i sandkassen og en tom flaske håndsprit.

Der havde ikke været ild i andet, men betjentene tog en alvorssnak med drengene, som blev kørt hjem til deres forældre.

Drengene var meget kede af episoden, og deres forældre tog sagen meget alvorligt. De ville selv diskutere eventuelle erstatningskrav hos børnehaven.

De to drenge er under den kriminelle lavalder, men de sociale myndigheder blev orienteret om sagen.

Korte videoer