Unge russere smidt i fængsel: Læste digt op på gaden

33-årig og 23-årig oplæste digte mod krigen i Ukraine på et gadehjørne i Moskva. Dømt for at anstifte til had

En domstol i Moskva har torsdag idømt to mænd lange fængselsstraffe for at oplæse digte mod Ruslands krig i Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, som var til stede i retten.

Artjom Kamardin har fået syv års fængsel, mens Jegor Sjtovba idømmes fem og et halvt års fængsel.

Det blev mødt med tilråb fra deres støtter, der var mødt op i retten.

– Skam jer, lød det.

De russiske myndigheder har fængslet tusindvis af mennesker, der fredsommeligt har protesteret mod den russiske invasion i Ukraine.

Den 33-årige Kamardin siger, at hans tilbageholdelse har været særligt voldelig. Han hævder, at betjente voldtog ham og tvang ham til at undskylde på en video. Hans kæreste blev også truet.

Dagen før sin anholdelse havde han læst højt af digtet “Dræb mig, militsmand” på et gadehjørne i Moskva.

Det er det samme gadehjørne, hvor systemkritikere også mødtes under sovjettiden.

Han råbte også slagord mod det imperiale “nye Rusland” og dets ambition om at erobre det sydlige Ukraine.

23-årige Jegor Sjtovba insisterede under retssagen på, at han intet ulovligt havde gjort.

– Hvad har jeg gjort, som er ulovligt? Læst digte?, sagde han henvendt til retssagens dommer.

Begge de anklagede er dømt for at “anstifte til had” og for at “opfordre til aktiviteter, der truer statens sikkerhed”.

Kamardins far, der var mødt op i retten, kaldte dommene “totalt oprørende”. Også den 33-åriges kone, Alexandra Popova, var mødt op.

– Det er en meget hård dom. Syv år for digte, syv år for en ikkevoldelig forbrydelse, mente hun.

Kritikere i Rusland af de hårde domme betegner dem som absurde. De kommer som følge af, at det russiske regime under Ukraine-krigen har ændret på love om retten til at ytre sig.

De fleste af Ruslands kendte oppositionsfolk er flygtet ud af landet, mens andre sidder fængslet, heriblandt Aleksej Navalnyj.

/ritzau/