Unge generer rejsende og togpersonale: ’Det har stået på i månedsvis

En flok unge mennesker har i flere måneder hærget Kystbanens nordligste stationer, hvor de har chikaneret andre rejsende og togpersonalet. DSB-ansatte er bange for at gå på arbejde, og de unge har også stjålet nøgler, som de har misbrugt i toget.

DSB har hyret vagtværn på strækningen Humlebæk-Espergærde-Snekkersten-Helsingør, og det har hjulpet noget. Men problemerne ikke løst. Så sent som torsdag aften måtte politiet i aktion for at smide unge mennesker af toget, som havde lavet ballade.

De blev kortvarigt frihedsberøvet. Derefter kørte politiet dem hjem til deres forældre.

Presse-fotos.dk har talt med en mand, der arbejder for DSB på strækningen. Af hensyn til sin egen sikkerhed vil han gerne være anonym.

”Det her har stået på i månedsvis nu. Det er et stort problem – både for de rejsende og for os som personale. De unge skaber utryghed ved at støje og genere både de rejsende og os med grove tilråb,” fortæller den DSB-ansatte til presse-fotos.dk

Han siger, at der er tale om drenge i alderen 15-16 år.

”De er også fysisk intimiderende. Jeg er en stor mand, så jeg kan nok godt klare mig over for en enkelt af dem. Men de optræder i flok. Og for mine kvindelige kollegaer vil selv en enkelt af dem være et problem. Jeg har kollegaer, der helst undgår at køre på strækningen, fordi de er bange for, hvad der kan ske,” siger han.

Det værste, der er sket, er ifølge den DSB-ansatte, at de unge har stjålet nøgler fra togpersonalet.

”Det har betydet, at passagerer har siddet i klemme i toget, når de skulle af eller på, fordi de unge har kunnet låse dørene ovenfra. Der er heldigvis ingen, der er kommet til skade, men det er med til at gøre rejsen utryg og ubehagelig. Det har også betydet, at de unge har skaffet sig adgang til steder i toget, hvor de ikke har noget at gøre, og hvor de kan stjæle og lave hærværk,” siger han.

”Endnu er der ingen, der har kunnet komme ind til lokomotivføreren. Men jeg kan frygte, at det kun er et spørgsmål om tid,” siger han.

LÆS OGSÅ: Ballade på togstation: Flere unge tilbageholdt

DSB har været nødsaget til at hyre vagtværn på strækningen.

”Det har hjulpet en hel del,” anerkender den DSB-ansatte.

”Det har gjort betingelserne for de unge sværere. Men der er stadig problemer på strækningen mellem Humlebæk og Helsingør,” siger han.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for presse-fotos.dk. Men de understreger, at de også gør meget for at komme problemerne til livs.

”Nordsjællands Politi er opmærksomme på, at der har været en række anmeldelser vedrørende utryghed omkring Kystbanen. Vi ser på hændelserne med stor alvor, da hverken DSB-personalet eller de rejsende kan være tjent med denne opførsel,” siger Christian Kobbernagel, der er politikommissær hos Nordsjællands Politi, til presse-fotos.dk

”Der sker i øjeblikket en efterforskning af de anmeldte straffesager. Et centralt skridt i efterforskningen er at undersøge, om der findes brugbar videoovervågning af hændelserne, ligesom afhøring af eventuelle vidner ofte kan give værdifulde oplysninger til opklaring af sagerne. I sagen vedr. tyveri af nøglebundtet har Nordsjællands Politi identificeret den mistænkte gerningsmand samt foretaget afhøring og sikret, at nøglebundtet er genudleveret til rette ejer,” siger politikommissæren og tilføjer:

”Nordsjællands Politi vil også fremadrettet have blikket rettet mod den omtalte udfordring, ligesom vi er optagede af skabe ro, orden og tryghed for DSB og deres rejsende.”

Den DSB-ansatte, presse-fotos.dk har talt med, er glad for, at politiet har fået fat i gerningsmanden til nøgletyverierne – og at politiet har sikret nøglerne.

”Men det er stadig mit indtryk, at der er nøgler i omløb iblandt de unge, som de ikke burde have,” siger han.

PS. Presse-fotos.dk har navn og telefonnummer på den DSB-ansatte, vi har talt med. Han ønsker ikke at stå frem med navn eller billede