En 25-årig mand med relationer til bandemiljøet blev tirsdag aften ramt af skud i ansigtet
Kilder oplyser til Presse-fotos.dk, at en ung mand tirsdag aften blev skudt i kinden et sted i Greve og kom efterfølgende til behandling på hospitalet.
Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger har den unge mand relation til bandemiljøet på Københavns Vestegn.
De oplysninger bekræfter Søren Danielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, onsdag formiddag over for B.T.
“Men han er ikke direkte registreret som medlem af en gruppering,” uddyber vagtchefen overfor mediet.
Ifølge politiet skete skyderiet omkring Greve Centervej i nærheden af afkørslen til Køge Bugt Motorvejen.
“Den 25-årige var ikke i livsfare, men ønskede ikke at videregive mange oplysninger til politiet,” lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Episoden skete omkring klokken 19.00 og efterfølgende kunne manden selv køre på Hvidovre Hospital.
Herfra oplyste Presse-fotos.dks udsendte i aftes, at politiet var rykket talstærkt ud, da en lang række personer med relation til den skudramte mand dukkede op og skabte uro.
Midt- og Vestsjællands Politi har endnu ikke mulighed for at komme nærmere ind på et motiv til skyderiet, men der bliver efterforsket bredt.
Men personer, der har bemærket noget usædvanligt i området tirsdag aften, må meget gerne kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 4635 1448 eller via 114.
SE OGSÅ: 26-ÅRIG KVINDE OG 29-ÅRIG MAND FUNDET DRÆBT
Kommunikationsmedarbejder ved Vestegnens Politi Claus Buhr fortæller til Presse-fotos.dk, at politiet i første omgang troede, at gerningsstedet var i Brøndby Strand, men at efterforskningen senere har vist, at det var i Greve. Derfor er sagen overgået til Midt- og Vestsjællands Politi.