Ung mand købte ny bil: Dagen efter beslaglagde politiet den

En 22-årig mand fra Aarhus havde efter nytår købt en splinterny bil. Men da han var ude at lufte den, dagen efter den var blevet købt, blev den beslaglagt af politiet.

Den unge mand var nemlig frataget sit kørekort og måtte slet ikke sætte sig bag rattet.

Da en patrulje fra Østjylland fik øje på den 22-årige søndag klokken 18.10, da han kørte rundt på Silkeborgvej i Brabrand, satte de efter ham. Betjentene vidste nemlig godt, at den unge mand var blevet frataget sit kørekort.

Politiet dirigerede ham derfor ind til siden og sigtede ham for kørsel i frakendelsestiden.

Det var dog ikke første gang, at den 22-årige havde kørt bil, selvom han manglede et kørekort. Derimod var det tredje gang inden for tre år, og betjentene beslaglagde derfor den nyerhvervede bil.

Beslaglæggelsen faldt bestemt ikke i god jord hos den unge mand, som begyndte at råbe skældsord efter betjentene. Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Da politiet ransagede bilen, fandt de poser med hash og skunk, og manden blev derfor ligeledes sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.