Ung mand i kritisk tilstand efter episode i kiosk: Nye oplysninger i sagen

En 22-årig mand blev onsdag aften ramt af skud foran en kiosk. Han er stadig i kritisk tilstand, men er nu også selv blevet sigtet for drabsforsøg

En 22-årig mand, der er bosat i Herning, blev onsdag lidt efter klokken 18 ramt af skud foran en kiosk på Gl. Landevej i Køge.

Torsdag formiddag oplyser politiet, at han fortsat er i livsfare og indlagt på hospitalet, mens han nu også selv er blevet sigtet for drabsforsøg og i den forbindelse bliver fremstillet i grundlovsforhør in absentia.

Videoovervågning fra stedet har vist, at i alt fire personer er involveret i den voldelige episode i kiosken og umiddelbart udenfor.

“Det er vores opfattelse, at de fire personer opsøger hinanden med det formål at have et opgør. At opgøret er foregået i Superkiosken på Gl. Landevej, mener vi er tilfældigt,” siger Hans Roost politiinspektør og leder af Efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi.

“Det er vores formodning, at der er tale om et internt opgør mellem fire personer. Vi har ikke at gøre med et tilfældigt overfald”, siger Hans Roost.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet arbejder på stedet umiddelbart efter skyderiet

Midt- og Vestjyllands Politi har siden skyderiet været til stede på og omkring Gl. Landevej, hvor hundepatruljer og teknikere har foretaget undersøgelser.

“Efterforskningen er naturligvis centreret om at identificere og anholde de resterende tre personer. Det er vi godt i gang med. Vi opfordrer de tre personer til selv at melde sig til politiet i en fart”, siger politiinspektør Hans Roost.

Midt- og Vestjyllands Politi søger fortsat vidner i sagen. Hvis du er det, kan du henvende dig på telefon 1-1-4.