Ung mand fundet med kraniebrud

Illustrationsfoto

Nu er i alt tre mænd varetægtsfængslet i en sag, hvor en yngre mand blev holdt fanget i 17 timer

En 28-årig mand, som mandag fik sin anholdelse opretholdt i tre døgn i en sag om en frihedsberøvelse fra weekenden, er torsdag blevet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi til DR.

Dermed sidder der tre varetægtsfængslet i sagen, hvor en yngre mand ifølge politiet blev frihedsberøvet i omkring 17 timer.

Offeret blev fundet søndag eftermiddag. Her havde han kraniebrud og betydelige skader i ansigtet.

Når en sigtet får opretholdt sin anholdelse, betyder det, at politiet får det givne tidsrum til at efterforske sagen yderligere.

Senest når tidsrummet udløber, skal den sigtede person enten fremstilles i grundlovsforhør eller løslades.

/ritzau/

Korte videoer