Ung mand angriber betjente med økse

Illustrationsfoto

Betjente afgav varselsskud, da en dengang 25-årig mand angreb med en økse. Nu er den unge mand dømt i sagen

Efter at have modtaget en anmeldelse om, at en mand var i færd med at bryde en container op, rykkede Østjyllands Politi den 12. april 2023 ud til en adresse i Havndal ved Randers.

Ved ankomst til stedet var den pågældende mand væk, men ud fra et signalement fik betjentene hurtigt mistanke til en 25-årige lokal mand.

Derfor kørte patruljen hen til mandens adresse, hvor han stod ude foran sit hus.

Da han så betjentene, tog manden en økse, hævede den over hovedet og løb hen mod patruljen.

Derfor trak den ene betjent sin pistol og afgav et varselsskud.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

‘Det fik den 25-årige til at lægge sig ned, hvorefter det, trods mandens modstand, lykkedes betjentene at lægge ham i håndjern og sigte ham for forsøg på vold mod polititjenestemænd,’ lyder det fra politikredsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Sagen har i denne uge været for retten, hvor den nu 26-årige mand udover forholdet med betjentene også var tiltalt for trusler og forsøg på vold mod flere fængselsbetjente.

‘Den 26-årige forklarede i retten, at der havde været tale om en misforståelse ved episoden i Havndal, idét han havde været ved at fælde nogle træer og ikke havde haft til hensigt at angribe betjentene,’ lyder det fra Østjyllands Politi.

Retten mente dog, at betjentenes udsagn var meget troværdige, hvilket var en af årsagerne til, at den 26-årige endte med at blive kendt skyldig.

Retslægerådet vurderede i den forbindelse, at manden var sindssyg i gerningsøjeblikket, og at han har store psykiske udfordringer.

Derfor endte han med at modtage en behandlingsdom i stedet for en fængselsstraf.

”Det er jo i sagens natur ekstremt voldsomt at angribe betjente med en økse, og heldigvis fik de afværget situationen hurtigt. Når man ser på den episode sammenlagt med de mange trusler og voldsom adfærd over for fængselspersonalet, så er jeg tilfreds med, at retten idømte ham en foranstaltningsdom uden længstetid, ” siger specialanklager Jakob Beyer. 

Den 26-årige mand modtog dommen.