Ung cyklist kørt ned bagfra

Illustrationsfoto

En yngre mand er blevet kørt ned af en bilist bagfra, mens han kom cyklende. Han er blevet bragt på hospitalet

Lørdag aften omkring klokken 19.00 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Jerslevvej mellem Brønderslev og Jerslev.

Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi til mediet Nordjyske.

“Der kom hurtigt både en ambulance og en patruljevogn til stedet. Cyklisten var vågen og ved bevidsthed og blev kørt til tjek på hospitalet. Men han er ikke kommet kritisk til skade,” oplyser vagtchefen til mediet.

Han ved endnu ikke præcist, hvordan uheldet kunne ske, men bilisten hænger umiddelbart på ansvaret, fortæller vagtchefen.

“Når man påkører en cyklist bagfra, så er det bilisten, der har skylden. Så der venter efter al sandsynlighed en betinget frakendelse af kørekortet og en orienterende køreprøve,” oplyser Karsten Højrup Kristensen til Nordjyske.