Ulykke: 60-årig kvinde død af sine kvæstelser

En 60-årig cyklist er død af sine kvæstelser, efter hun tirsdag eftermiddag var involveret i en alvorlig ulykke i Herning.

Det skriver Herning Folkeblad.

Ifølge politiet kom kvinden cyklende på Gl. Landevej i den midtjyske by, da en bil svingede til højre ind på Skolegade.

Ifølge Herning Folkeblad væltede kvinden og slog hovedet slemt.

Men de præcise omstændigheder for dødsulykken er stadig uklare.

“Det er uvist, om bilisten rammer cyklisten, men cyklisten vælter og får et svært hovedtraume,” siger politikommissær Bjørn Bo fra lokalpolitiet i Herning til avisen.