Ulovlig reklame på Børsen blev krævet nedtaget dagen inden voldsom brand

Her ses reklamen på Børsen, der blev krævet nedtaget

En Airtox-reklame på facaden af stilladset om Børsen var ulovlig ophængt

En reklame for sikkerhedsskoene Airtox blev ophængt ulovligt på den ene langside af stilladset på Børsen.

Det skriver Ekstra Bladet fredag på baggrund af et skriftligt svar fra Københavns Kommunes Miljø- og Teknikforvaltning.

Mandag, dagen inden branden i Børsen brød ud, udstedte forvaltningen et påbud til reklamebureauet bag stilladsreklamen om at tage den ned.

Det oplyser forvaltningen til mediet og tilføjer yderligere, at forvaltningen ikke havde givet tilladelse til ophængning af den.

Stilladsreklamer må ikke ophænges, før kommunen har givet tilladelse ifølge Københavns Kommunes regler.

Ekstra Bladet skriver, at forvaltningen endnu ikke har politianmeldt reklamebureauet for reklamen.

Desuden har forvaltningen oplyst til mediet, at man torsdag konstaterede, at der “ikke hænger en reklame på stilladset foran Børsen.

Flammerne, der opslugte store dele af Børsen tirsdag, har også nærmest brændt igennem hele Airtox-reklamen, der hang ud mod Børsbroen.

De to reklamer, der har hængt på stilladset om Børsen, er de seneste dage blevet vist på utallige billeder og i tv-indslag, der har dokumenteret branden i den historiske bygning.

Tirsdag lød det fra Airtox i et opslag på det sociale medie Instagram, at de var dybt berørte “over det store kulturtab, som Danmark har lidt”.

– Vores reklame var desværre ophængt på bygningen, da branden brød ud, og vi er kede af, at vi på denne måde bliver forbundet med så tragisk hændelse, skrev Airtox.

Virksomheden bag sikkerhedsskoene tilføjede, at Airtox handler om sikkerhed, og det passer ikke sammen med den hændelse, der udspillede sig tirsdag i Børsen.

– Heldigvis kom ingen til skade, skrev Airtox.

På billeder fredag kan man ikke længere se reklamerne for Airtox, hvor budskabet har lydt, at man ikke skal frygte noget.

Den store reklame, der hang ud mod Børsbroen, havde teksten “Fear Nothing” (frygt intet, red.) skrevet med store bogstaver hen over.

/ritzau/