Ukrudtsbrændere står bag stigende antal brande

Det ender i stigende grad galt, når havejere tager en ukrudtsbrænder i brug.

I 2023 måtte beredskaberne 157 gange rykke ud til private hjem, hvor der var opstået brand efter brug af en ukrudtsbrænder.

Det er en stigning på otte procent sammenlignet med året før.

Det skriver Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

Brandene skyldes altovervejende uopmærksomhed og forkert brug af redskabet.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Så sent som i dag rykkede beredskabet ud og slukkede en brand i en hæk, der var startet af en ukrudtsbrænder.

Det siger sekretariatschefen i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

– Egentlig skal man blot svitse ukrudtet, men mange bruger brænderen for længe det samme sted. Så går der ild i ukrudtet, eller der kommer gløder.

– Det kan sprede sig meget hurtigt til alt fra plankeværker til buskadser, siger han.

Ofte ses det også, at branden får fat i et skur eller endda i huset. Det sker ved to ud af tre brande, som beredskabet rykker ud til, at den har spredt sig til en bygning.

Kigger man længere tilbage, er stigningen i brande fra haveredskabet endnu mere markant.

I 2019 blev brandvæsnet tilkaldt til 119 brande i privat beboelse, hvor årsagen var en ukrudtsbrænder.

Antallet var 32 procent højere i 2023.

Et enkelt år i midten – 2020 – skiller sig dog ud ved at have haft 158 brande ved private hjem, hvilket er på niveau med 2023.

Foruden opfordringen om ikke at bruge ukrudtsbrænderen for længe det samme sted, har Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber også en række andre gode råd.

Det er for det første vigtigt at have vand klar, siger han.

– Det bedste er, hvis man har en lang haveslange, som man kan have i den ene hånd. Ellers kan man tage en spand med vand med rundt i haven.

Samtidig skal man holde sig på afstand af bygninger, hække og plankeværk, lyder rådet fra beredskaberne.

Mange tænker blandt andet ikke over, at der kan være brandfare forbundet med at bruge ukrudtsbrænderen tæt på et murstenshus, siger sekretariatschefen.

– Gløderne kan springe langt, og varmen stiger op. Så man risikerer, at der går ild i tagudhænget.

Beredskaberne råder også til, at man undersøger, om der er udstedt et afbrændingsforbud, hvor man bor.

Natten til lørdag foregik et voldsomt opgør foran et diskotek, hvor der flød store mængder blod mange steder. Læs historien her.

Midt- og Sydsjællands Politi fik styr på flammerne i hækken på Kildegårdsvej i Karrebæksminde.