Ukrainske flag fra Hirtshals til Hovedbanegården

Siden den russiske invasion af Ukraine, så har danskerne flaget med det ukrainske flag i solidaritet med ukrainerne, når det har været tilladt og muligt.

Den 2. marts oplyste justitsministeriet i en pressemeddelelse, at man helt ekstraordinært havde tilladt private og offentlige myndigheder at flage med det ukrainske flag til og med den 16. marts 2022.

Efter den 16. marts skal der igen søges om tilladelse til at flage med det ukrainske flag, fremgår det af justitsministeriets pressemeddelelse.

Et af de steder, hvor man har valgt at flage med det ukrainske flag, er på Hovedbanegården i København.

Hvor der førhen kun hang Dannebrog på stationen, så er hvert andet flag nu et ukrainsk flag, som vajer ved siden af Dannebrog.

I Hirtshals har man valgt at illuminere Hirtshals Fyr, som er et fyrtårn der blev opført i 1863.

Det 35 meter høje fyrtårn vil blive oplyst i gult og i blåt fra klokken 19 til klokken 21 onsdag aften.