En ukendt gerningsmand har natten til onsdag kastet en molotovcocktail mod den eneste synagoge i Warszawa, som stod tilbage efter nazisternes massemord på de polske jøder under Anden Verdenskrig.
Det oplyser politiet.
Angrebet mødes med fordømmelse af politiske ledere i landet.
Overrabbiner Michael Schudrich fortæller, at ingen er kommet til skade ved angrebet, der fandt sted ved midnat natten til onsdag.
Ifølge Schudrich har benzinbomben efterladt et sort mærke på synagogens mure.
Der er meldinger forskellige steder i verden om stigende angreb på jødiske mål, siden krigen i Gaza brød ud. En krig der blev udløst af Hamas’ angreb på Israel.
– Gud ske tak og lov at ingen er kommet til skade, skriver den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, på mediet X ifølge nyhedsbureauet dpa.
Han mener, at der kan være en timing med angrebet. Det er onsdag 20 år siden, at Polen trådte ind i EU, og nogen kan have en interesse i at forstyrre årsdagen.
Måske de samme, som indgraverede en jødestjerne i Paris, skriver han uden at forklare nærmere, hvilken forbindelse det skulle have til antisemitisme.
Sidste år blev et ægtepar fra Moldova anholdt for at have ridset en jødestjerne på en skole i Paris.
Parret fortalte flere medier, at de handlede på ordrer fra en “person i Rusland”.
Reuters
LÆS OGSÅ: