Uhyggelig tiltale: Ville mase Frank ihjel under bil

Presse-fotos.dk har fået aktindsigt i anklageskriftet mod de fire personer, der sidste sommer slog familiefar til fire børn Frank Jørgensen ihjel. Ifølge tiltalen forsøgte de fire personer at dræbe den 40-årige mand tre gange, før det til sidst lykkedes

Den 2. juli 2022 om eftermiddagen på en adresse i Allingåbro på Djursland forsøgte to nu tiltalte mænd og to nu tiltalte kvinder, der i dag er mellem 24 og 39 år, ifølge anklageskriftet for første gang og under fælles forståelse at dræbe 40-årige Frank Jørgensen.

Familiefaren var blevet lokket ud til adressen, hvor han skulle slås ihjel.

Det skulle ske ved, at han skulle overfaldes og bindes for derefter at blive mast ihjel under en bil, eller dræbes ved brug af et jernrør, æter eller kloroform.

Mordforsøget mislykkedes dog denne dag ifølge anklageskriftet, fordi Frank Jørgensen nåede at køre fra stedet.

SE OGSÅ: DERFOR SPÆRRER POLITIET VEJEN AF: DET DREJER SIG OM DEN FORSVUNDNE 40-ÅRIGE

Det kunne dog tyde på, at den 40-årige familiefar ikke var klar over, at han skulle dræbes.

For den 9. juli 2022 og den 13. juli 2022 gentog mordforsøgene ifølge tiltalen sig.

På disse datoer blev Frank Jørgensen også lokket ud til adressen i Allingåbro for under fælles forståelse og aftale mellem de fire tiltalte at skulle dræbes ved enten at være blevet mast under en bil, ved brug af et jernrør, æter, kloroform eller kvalt ihjel.

Alle gange mislykkedes det ifølge anklagemyndigheden, fordi Frank Jørgensen kørte fra stedet, før de fire kunne sætte deres plan i værk.

Således gik det dog ikke, da familiefaren dukkede op på en adresse på Skovbrynet i Nimtofte på Djursland den 14. juli 2022.

Omkring klokken 16.30 blev den 40-årige familiefar her dræbt med slag af metalrør og kvalt, lyder det i tiltalen. Det skete angiveligt under fælles forståelse og med forudgående planlægning fra de fire tiltalte. Den 26-årig Jesper Jensen, der allerede er dømt 12 år for drabet ved en tilståelsessag, var denne dag også til stede på adressen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

40-årige Frank Jørgensen – Foto: Politifoto

SE OGSÅ: BLOMSTER LAGT I SKOVEN FOR DRÆBTE FRANK NØRGAARD JØRGENSEN

Efter drabet på Frank Jørgensen blev den 40-årige mand afklædt og rullet ind i plastik. Liget af ham blev transporteret rundt i Østjylland og til sidst efterladt i en skov ved Gassum. Billeder af, hvor liget blev fundet, kan du finde i galleriet under denne artikel.

De to kvinder og de to mænd er ud over tiltale for drab og tre drabsforsøg desuden tiltalt for bevisbortskaffelse ved i dagene efter drabet at have ødelagt Frank Jørgensens telefoner, afbrændt hans tøj og at have indleveret aske og andre genstande – herunder jernrøret – på genbrugsstationen.

Derudover er de fire også tiltalt for brandstiftelse ved i en periode fra den 14. juli klokken 16.30 til den 18. juli klokken 08.40 at have brændt Frank Jørgensens Mercedes Vito varebil på en skovparkeringsplads på Gl. Fjellerupvej i Allingåbro.

De fire tiltalte nægter sig skyldige.

SE OGSÅ: FIRE PERSONER ER TILTALT FOR DRAB PÅ 40-ÅRIG MAND PÅ DJURSLAND

Et motiv til drabet er endnu ikke kommet i offentlighedens lys, men under retsmødet mod den 26-årige Jesper Jensen antydede senioranklager Jesper Rubow et muligt motiv, da han i sine afsluttende bemærkninger fandt det skærpende, at “det reelt er et drab, der er begået mod betaling – underforstået sletning af gælden”, skriver Ritzaus Bureau.

Jesper Jensen er ikke den første, der har tilstået en rolle i drabet. Tilbage i december tilstod en 37-årig mand at have fået 28.000 kroner for at rådgive om, hvordan liget kunne skaffes af vejen.

I billederne under her kan du se beredskabets arbejde, da man fandt Franks lig: