Lastbil kørt ind i bus i Jylland: Chauffører på hospitalet

To personer måtte mandag på hospitalet, efter at en lastbil påkørte bagenden af en bus, der var kørt i grøften på Vejlevej i Give.

Der var ingen passagerer i bussen, men begge chauffører blev ifølge Vejle Amts Folkeblad kørt til Kolding Sygehus. Ingen af dem er i livsfare.

Politiet har spærret vejen af, og da det ofte er bøvlet at have med store biler at gøre, som er kørt i grøften, tager det tid, førend vejen kan åbne igen.

Sydøstjyllands Politi skrev tidligere på Twitter:

“Vi er til stede ved et færdseluheld på Vejlevej syd for krydset ved Pilkmosevej øst for Give. Vejen er spærret i begge retninger, hvorfor vi opfordrer borgere til at finde alternative ruter.”