Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) er død af kræft. Han blev 80 år.
Sønnen, Venstres nuværende partiformand Jakob Ellemann-Jensen, skriver på Facebook:
“Kære alle sammen,
Min far er død i nat.
Han blev 80 år, og han levede et langt og fantastisk liv, hvor han både nåede, oplevede og påvirkede mere end de fleste.
Jeg savner ham allerede helt forfærdeligt. Vi ringede tit sammen. Vi havde en evig samtale kørende om både stort og småt. Fra store overvejelser om politik og verdens indretning til alle de små ting, som hverdagen er fuld af. Vi kunne være alvorlige. Vi kunne grine. Vi kunne det hele. Især grine.
Min far blandede sig ikke. Men han kom altid med råd, når han blev spurgt. Jeg lyttede altid, og nogle gange har jeg også fulgt dem. Og han var forstående, når jeg ikke gjorde.
Det har været en kæmpe styrke for mig at have en, der altid var der, og som selv har prøvet meget af det, jeg har mødt af udfordringer i tilværelsen – både privat og politisk.
Jeg har været heldig med en far som ham. Han var travl, da jeg var barn, men han var altid til stede, når han var hjemme. Han lærte mig at fiske. Han tog mig på kanoture i Sverige. Han tog os fire søskende med på sejlture på Limfjorden. Og han gav sig tid til os mellem alt det andet, han skulle. Efter jeg selv fik børn, har jeg set ham folde sig ud som en farfar, der også trak sine børnebørn igennem lektionerne om, hvordan man kaster mest præcist med en fiskestang.
Uffe var en helt fantastisk far og bedstefar. Vi kommer alle sammen til at savne ham dybt, men mest af alt er vi taknemmelige for den tid, vi fik sammen med ham. Den seneste tid har – som de fleste ved – været plaget af sygdom, men til det sidste var han frisk i sindet og nærværende med sine omgivelser.
Min far sov ind omgivet af os alle, der var samlet for at sige farvel.
Kærlig hilsen,
Jakob”