Ufatteligt dumt: Bilist mødte beruset op på politistation

Hver dag stopper politiet bilister på de danske veje, som har drukket for meget til at køre, eller som er påvirkede af stoffer.

Men det må alligevel høre sjældenhederne til, at berusede bilister selv møder op på stationen.

Ikke desto mindre var det præcis, hvad der skete torsdag aften, da en 41-årig mand blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, efter han mødte op på politistationen i Vordingborg for at hente en knallert.

Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Den 41-årige skulle hente en knallert, som havde været til teknisk undersøgelse hos politiet.

Men da manden henvendte sig til politibetjente på stationen, efter han havde parkeret sin bil på plads på parkeringspladsen, blev betjentene opmærksomme på, at manden lugtede af alkohol.

En alkometertest viste, at manden havde en promille, der var over det tilladte, og derfor blev den 41-årige anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Om betjentene på Vordingborg Politistation før har fanget en spritbilist så nemt, vides ikke.