Udsat for bedrageri: Hævede 23.000 kroner fra ofrets konto

En ældre kvinde anmeldte kort før klokken 21 mandag, at hun ved 16-tiden samme dag var blevet ringet op af en fremmed mand, som havde fortalt hende, at han ringede fra Danske Bank.

Manden spurgte kvinden, om hun med vilje havde overført penge til en – for kvinden – ukendt mand. Det kendte kvinden ikke noget til.

Manden i røret fortalte derfor kvinden, at han ville sende et bud for at hente hendes kreditkort, så den påståede overførsel kunne stoppes.

Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Klokken 17:30 dukkede en mand op på kvindens adresse, hvor kvinden udleverede sit kreditkort og koden til kortet.

Senere samme aften blev der hævet 23.000 kroner fra kvindens konto, inden kreditkortet blev spærret.

Manden, som hentede kreditkortet, beskrives som: Mand, ikke etnisk dansk af udseende, 20 til 30 år gammel, almindelig af bygning, med sort hår, han talte dansk og var iført mundbind.