En mand er blevet kørt afsted i en ambulance efter meldinger om brand på et støttecenter
Fredag aften kort før klokken 20 har Syd- og Sønderjyllands Politi i selskab med brandvæsenet, en ambulance og en lægebil været til stede ved Støttecentret Bøndergårdene i Haderslev.
Her er beredskabet rykket ud, efter en automatisk brandalarm er aktiveret.
Presse-fotos.dks udsendte er på stedet.
“Der er ikke umiddelbart tegn på brand – brandvæsenet har blandt andet ikke brandslangerne ude. Men der lugter utrolig meget af brændt mad, og beredskabet er i gang med at ventilere den pågældende lejlighed,” lyder det fra Presse-fotos.dks udsendte.
“En mand inde fra lejligheden er gået over i ambulancen med støtte fra redderne. Han var inde i ambulancen omkring et kvarter, og så kørte de afsted herfra med udrykning.”
Presse-fotos.dk er ikke bekendt med de nærmere omstændigheder herunder mandens tilstand.





