Udrykning til havn: Flere både i brand

Flere både står torsdag formiddag i brand på havnen i Hornbæk. Det har resulteret i en udrykning til stedet

Nordsjællands Politi er sammen med brandvæsenet til stede på Hornbæk Havn, hvor der er indløbet meldinger om brand.

Ifølge Presse-fotos.dks udsendte er der tale om brand i mindst tre både, der ligger i vandet i havnen.

Trods den hurtige indsats fra beredskabet er mindst en af bådene sunket kort før klokken 11.30.

“Branden startede i den båd, der er sunket. Man forsøgte at slukke flammerne med en pulverslukker, men det virkede ikke, fordi branden spredte sig hurtigt,” fortæller Presse-fotos.dks udsendte, der har været i kontakt med flere mennesker på havnen.

Ejeren til to af de udbrændte både er ikke til stede på havnen. Det er uklart, om ejeren til den båd, som branden startede i, er på havnen.

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen meldinger om, at der skal være sket personskade.

SE OGSÅ: TEENAGER DRUKNET: VENNERNE SLOG ALARM

OPDATERING:

Nordsjællands Politi oplyser til TV2, at i alt fem både endte med at blive berørt af branden. To udbrændte fuldstændig, mens tre fik brandskader.

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden.