Tyrkisk ferieparadis plages af skovbrande

Røgskyer fra skovbrande har dækket himlen i området omkring det tyrkiske ferieparadis Marmaris der ligger ud til den Ægæiske Kyst.

Skovbrandene startede tirsdag aften og spredte sig hurtigt mod Marmaris grundet stærk vind.

Myndighederne i Mugla-provinsen, hvor Marmaris ligger, oplyser til Euronews, at man har været nødsaget til at evakuere omkring 275 mennesker som en sikkerhedsforanstaltning.

Årsagen til branden er ved at blive undersøgt.

Flere end 2.500 brandmænd har været indsat i kampen mod flammerne – og man har været nødsaget til at tilkalde brandmænd fra naboprovinser i Tyrkiet, der har hjulpet med at få brandene under kontrol.

Samtidig har 20 helikoptere og 14 fly også været indsat mod flammerne.

I tirsdags udtalte Mehmet Oktay, som er borgmester i Marmaris, at situationen ikke så god ud grundet de stærke vinde, der hjalp skovbrandene med at sprede sig hurtigere, men nu siger myndighederne, at vejrsituationen er blevet bedre, beretter Euronews.