Trusler, vold og forsøg på ulovlig tvang: Fire mænd skal i fængsel – to bliver udvist

Egeparken. Arkivfoto

Fire mænd har onsdag fået fængselsdomme for at udøve trusler, forsøg på ulovlig tvang og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, i forbindelse med et overfald i september 2022 i Egeparken i Vollsmose i Odense. To af de fire bliver også udvist.

Fyns Politi skriver i en pressemeddelelse:

“Ud over overfaldet ved Egeparken er den ene af mændene dømt for en forsætlig påkørsel af en person den 20. august 2022 ved Lidl på Cikorievej i Odense. Her har det været anklagemyndigheden ved Fyns Politis påstand, at bilen blev brugt som et våben, og at påkørslen skete som led i den – på tidspunktet – verserende konflikt mellem kriminelle grupperinger af personer i Odense.

Derfor lagde anklagemyndigheden op til, at den tiltalte ved dette forhold blev dømt efter ”bandeparagraffen” – straffelovens § 81a, som giver mulighed for forhøjelse af straffen med indtil det dobbelte. Dette har retten valgt at følge.

Alle fire er dømt i overensstemmelse med anklageskriftet.

LÆS OGSÅ: Udrykning til letbane: Mand kunne ikke komme op fra udgravning


De fire tiltalte er hver især dømt for:

25-årig mand fra Odense er idømt fængsel i 9 måneder og udvist af Danmark med indrejse forbud i 6 år samt et opholdsforbud i 2 år i dele af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken og for at have truet to personer på livet ved et bageri i Vollsmose i Odense.

22-årig mand fra Odense er idømt 1 år og 6 mdr. og frakendt førerretten i 1 år og får opholdsforbud i 3 år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken samt et tilfælde af forsætlig påkørsel af en person ved Lidl på Cikorievej i Odense.

24-årig mand fra Odense er idømt fængsel i 8 måneder og opholdsforbud 2 år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken.

26-årig mand med ukendt adresse, er idømt fængsel i 10 mdr. og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, samt opholdsforbud i 2 år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken.

LÆS OGSÅ: 26-årig ville ikke tjekkes af politiet: Han hoppede over på passagersædet

Tre af de fire dømte blev varetægtsfængslet efter dom.


Der skete også konfiskation af en Mercedes.

Episoden i Egeparken, som alle fire er dømt skyldige i, fandt sted den 16. september 2022 ca. kl. 20.55 ved Egeparken nr. 154. Her slog de fire nu dømte personer forurettedes hoved ind i en lygtepæl, og tildelte forurettede flere spark og slag i hovedet og på kroppen. To personer, der var sammen med forurettede, blev under overfaldet truet på livet.”

Alle fire har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen til Østre Landsret.