Tronskifte i Danmark: Nu starter vejafspærringerne i København

Kongens Nytorv i København bliver spærret for trafik i flere dage i forbindelse med et stort hyldestshow til dronning Margrethe.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

DR og TV 2 samler danskerne til ære for dronning Margrethe med et stort show. Showet, der tv-transmitteres fra Kongens Nytorv, skal styres af Stéphanie Surrugue og Natasja Crone, der er værter, når DR og TV 2 går sammen om showet “Danmarks dronning – den største tak”.

Gaderne omkring pladsen bliver lukket for biltrafik hele den 12. januar, hvor showet afholdes.

Men allerede fra tirsdag vil der blive lukket for biltrafik i nordgående retning.

Det drejer sig om Holmens Kanal fra Holbergsgade til Nyhavn. Det er den del af Kongens Nytorv, der løber forbi Det Kongelige Teater.

Det vil stadig være muligt at færdes på cykel og til fods, selv om der er spærret for biler.

– Der er tale om et stort tv-transmitteret show, og arrangørerne forventer, at der kommer en del mennesker. Det kan ikke undgå at give nogle trafikale gener – primært for biler, lyder det fra Mikkel Halbye Mindegaard, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i kommunen, i meddelelsen.

Det meste afspærring fjernes umiddelbart efter showet fredag aften, lyder det.

Men ved Det Kongelige Teater, hvor en stor scene skal sættes op, bliver den sidste del af afspærringen først fjernet midt på dagen lørdag. Herefter er der igen fri passage for biler.

Fordi showet sendes en fredag klokken 19.30, betyder det, at “X Factor” samme aften bliver rykket til klokken 21 på TV 2, har kanalen tidligere oplyst.

Showet på Kongens Nytorv er et led i en række af programmer, som TV 2 har valgt at sende for at dække det historiske tronskifte.

I ugerne op til overdragelsen er også nytårskurene og dronnings sidste tur i guldkaret mod Christiansborg Slot blevet dækket intensivt.

Der vil desuden blive sendt masser af royale gensyn og dokumentarer frem mod selve tronskiftet den 14. januar, har TV 2 oplyst.