Tre teenagere anholdt for groft røveri i København

Tirsdag eftermiddag blev juvelerforretningen i Indre By udsat for et væbnet røveri. Nu fremstilles tre teenagere i grundlovsforhør

To 15-årige drenge og en 17-årige dreng. Alle svenske statsborgere.

De blev kort efter et voldsomt og væbnet røveri mod juvelerforretningen Bassem Luxury på Grønnegade i København anholdt.

Røveriet skete tirsdag eftermiddag, hvor gerningsmændene ifølge butikkens ejer Bassem Simon Kanaan medbragte både kniv og pistol.

Ejeren fulgte dog efter røverne i deres flugt ud af butikken, og det resulterede i, at alle tre ikke længe efter kunne anholdes.

SE OGSÅ: EKSPEDIENT STUKKET NED: BLEV SÅRET – MEN JAGTEDE RØVERE TIL FODS

Københavns Politi oplyser onsdag formiddag, at de tre mistænkte gerningsmænd fremstilles i et grundlovsforhør ved Københavns Byret klokken 11.30.

‘Der er tale om tre svenske statsborgere på henholdsvis 15, 15 og 17 år. Af hensyn til den videre efterforskning i sagen vil der ved grundlovsforhøret blive begæret lukkede døre,’ lyder det fra politikredsen.

SE OGSÅ: RØVERI OG KNIVSTIK: POLITIET FINDER PISTOL TÆT PÅ GERNINGSSTED

Kvarteret omkring Kongens Nytorv og Strøget har i flere år været plaget af røverier mod dyre butikker. Men Bassem Simon Kanaan skriver på sine sociale medier, at han nægter at give op og at give efter.

“En dårlig dag for mig på kontoret og helt sikkert også for de tre røvere – nok allermest for den første, der blev pacificeret. Og endnu en gang tak til alle, der har skrevet eller ringet. Tak for støtten,” slutter han sit indlæg.