Tre personer anholdt efter knivstikkeri i moske

Politiet har været på stedet næsten hele lørdag

En person fremstilles i grundlovsforhør lørdag aften, mens to andre anholdte fremstilles søndag formiddag

En anholdt bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag aften efter et knivstikkeri ved en moské på Dortheavej i København tidligt lørdag morgen.

Yderligere to anholdte fremstilles søndag formiddag.

Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.

Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre, lyder det. Det fremgår ikke, hvornår grundlovsforhørene præcis finder sted.

Politiet oplyste klokken 18.38 på X, at man var færdig på gerningsstedet. Men “der pågår stadig en større efterforskning”, lød det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Teknikere arbejder på adressen lørdag eftermiddag

Politiet modtog anmeldelsen lørdag morgen klokken 04.46.

En mand blev kørt på sygehuset for behandling. Han var uden for livsfare, kunne politiet oplyse lørdag morgen.

Vedkommende blev fundet udenfor moskéen, men ifølge vicepolitiinspektør Lasse Michelsen havde politiet grund til at tro, at det havde relation til selve moskéen.

Hele området nær gerningsstedet har været spærret af, mens politiet efterforskede på stedet.