Toldere finder flere kilo narko i legetøjskasser

Illustrationsfoto

Da toldere kontrollede en kasse med to pakker med legetøj, fandt de også fem kilo narkotika i kassen.

Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Kontrollen blev foretaget i Aalborg 4. marts. Samlet fandt tolderne to kilo amfetamin, to kilo MDMA, et kilo ketamin og 2000 LSD-frimærker.

Det hele var vakuumpakket, lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge Jeppe Kjærgaard, som er kontroldirektør i Toldstyrelsen, er smuglerne meget kreative. Det siger han i pressemeddelelsen:

– Der var en række forskellige faktorer ved pakkerne, der i første omgang vækkede toldernes mistanke. Det viste sig at være en særdeles velbegrundet mistanke, da kasserne gemte på store mængder narkotika, lyder det.

Kassen, hvor legetøjet og de euforiserende stoffer blev fundet, kom fra Holland.

Toldstyrelsens seneste tal viser, at der blev tilbageholdt over et ton narkotika i første halvår af 2023 ved grænserne.

I blandt det var der ifølge Toldstyrelsen et fund på 40 kilo amfetamin.

Styrelsen skriver, at toldere generelt finder narkotika i både flydende og fast form i alle typer varer og transportmidler. Man finder det både hos rejsende i lufthavne, i containere på anløbne skibe i havne og i postpakker i landets postcentre.

Mandagens fund blev gjort under en kontrol hos en post- og kurervirksomhed.

Sagen om fundet i legetøjskassen er overdraget til Nordjyllands Politi. Her vil politiet efterforske sagen videre ifølge pressemeddelelsen.

LÆS MERE FRA PRESSE-FOTOS.DK:

Toldere finder rekordmange psykedeliske svampe

Toldere finder 36 kilo kokain i container