Togtrafik indstillet: Politiet jagter ung flugtfange

En ung mand er fredag eftermiddag flygtet fra en sikret institution i Nykøbing S – nu er en menneskejagt i gang

Fredag klokken 13.45 flygtede en 17-årig mand fra en sikret institution i Annebergparken.

Derfor er politiet lige nu på jagt efter ham og efterlyser den unge mand offentligt med billede.

Midt- og Vestsjællands Politi arbejder lige nu flere steder i Nykøbing i forbindelse med flugten. Samtidig har man indstillet togdrift og buskørsel i området for at indskrænke hans muligheder for at komme væk.

Politikredsen oplyser, at den 17-årige er flygtet fra den sikrede institution i en ukendt retning.

Da han flygtede, var han iført en sort jakke og sorte bukser.

Hvis du ser den 17-årige eller har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.

SE OGSÅ: 52-ÅRIGE MOR DØDE I TRAGISK ULYKKE: ‘MIN KONE VAR ET FANTASTISK, HJERTEVARMT MENNESKE’

OPDATERING 15.27:

Midt- og Vestsjællands oplyser, at den 17-årige mand er blevet anholdt af en hundepatrulje i et skovområde ved institutionen. Derfor fjerner vi billedet af ham.