Tørstig tyv med bred smag

En 23-årig mand med bred smag i alkohol blev onsdag morgen stoppet, da han ville forlade en dagligvarebutik på Højbrogade i Nykøbing-Falster med tasken fuld af alkohol, som han ikke havde betalt for.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Klokken var kun lidt over 8 om morgenen, da manden havde samlet to flasker vodka, en flaske Jägermeister, en flaske rom og en flaske likør op i butikken og kommet dem i sin medbragte taske.

Herefter havde han forsøgt at forlade butikken uden at betale for de våde varer.

Det lykkedes ham dog ikke, da en ansat i butikken standsede ham og den 23-årige måtte levere flaskerne retur.