To unge mænd svinede politiet til på Bornholm – anholdt og smidt i detentionen

To lokale mænd fra Bornholm generede fredag aften politibetjente i Rønne så meget, at de blev sigtet for gadeuorden og for at fornærme betjentene med ukvemsord.

Vagtchef ved Bornholms Politi, Jan Clausen oplyser til Bornholm.nu, at det skete i Krystalgade i Rønne.

Ifølge et øjenvidne på stedet anvendte politiet tåregas i forbindelse med optrinnet.

Den yngste af mændene var meget opfarende og aggressiv.

“Han blev anholdt og anbragt i detentionen. Begge er sigtet og kan imødese en bøde,” fortæller vagthavende til Bornholm.nu.

Den anholdte blev løsladt i løbet af natten.