To turister kvæstet i voldsom episode på åben gade

To ofre er ikke kommet alvorligt til skade, men har pådraget sig skader i både ansigtet og på kroppen

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser i forbindelse med et gaderøveri i Esbjerg et kvindeligt vidne, der skulle have holdt parkeret i sin bil, da hun blev kontaktet af to ofre.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på X, tidligere kendt som Twitter.

Gaderøveriet fandt sted ved Skovkanten omkring klokken 19.40 lørdag. Flere gerningspersoner stod bag røveriet.

– Det er to forurettede fra udlandet, der er på ferie her i Danmark, som bliver passet op ved Skovkanten. Så er man blevet udsat for vold og har fået frataget en iPhone.

– I den forbindelse efterlyser vi en kvindelig fører af en bil, som holder parkeret på en parkeringsplads i nærheden, som skulle have set det her, siger Richard Borring, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

SE OGSÅ: STORE FLAMMER I TRÆBYGNING UD TIL HAVET

De to ofre for røveriet er personer i 20’erne fra Tyskland. De er ikke kommet alvorligt til skade, men har pådraget sig skader i både ansigtet og på kroppen.

– Efter omstændighederne er de okay, siger vagtchefen.

Politiet efterforsker sagen endnu. Det formoder ikke, at gerningspersoner og forurettede personer har en relation til hinanden.

/ritzau/

Ilustrationsfoto