To skuddræbt til Priden: Nu er iraner tiltalt

Forud for Oslo Pride blev flere barer ramt af skyderi 25. juni sidste år. To blev dræbt

Norsk-iranske Zaniar Matapour er blevet tiltalt for en grov terrorhandling efter et skyderi i Oslo 25. juni sidste år.

Det oplyser politidistriktet i Oslo i en pressemeddelelse fredag.

Matapour, der hidtil har været sigtet i sagen, blev anholdt 25. juni sidste år – kort tid efter at de første skud blev affyret mod natklubber i Oslo. Han har siden været varetægtsfængslet.

To blev dræbt ved angrebet på barerne Per på Hjørnet og London Pub. Flere andre blev såret.

Matapour har tidligere nægtet sig skyldig.

Forsvarer for Matapour Marius Dietrichson har ikke besvaret det norske nyhedsbureau NTB’s henvendelser fredag.

Skyderiet skete forud for Oslo Pride. London Pub er kendt som et sted for LGBT-personer.

Også en person ved navn Arfan Bhatti og tre andre er sigtet i sagen. Alle nægter sig skyldige.

Bhatti er sigtet for medvirken til terror og sidder fængslet i Pakistan.

Et udvalg undersøgte efterfølgende de norske myndigheders håndtering af sagen.

Det var de civile, der skulle have æren for, at flere ikke blev ramt, udtalte Pia Therese Jansen, der leder udvalget.

Den tiltalte blev ifølge udvalget nedlagt i løbet af få minutter af civile, så han mistede det maskingevær, han havde på sig, inden politiet ankom til stedet.

Matapour var kendt af politiet på forhånd og havde siden 2015 været i den norske efterretningstjenestes søgelys, fordi der var tegn på, at han kunne være blevet radikaliseret.

– Det er muligt, at angrebet kunne være blevet forhindret som følge af en meddelelse, PST modtog, fem dage før angrebet fandt sted, lyder det i rapporten.

/ritzau/NTB

Arkivfoto fra Priden i Danmark