To personer i kritisk tilstand: Fløjet med helikopter efter frontalt sammenstød

To personer er i kritisk tilstand efter en færdselsulykke mandag eftermiddag på Næstvedvej ved landsbyen Vetterslev på Midtsjælland.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

De to personer er henholdsvis 50 og 53 år. Politiet oplyser ikke deres køn.

Den ene er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København, mens den anden er blevet kørt til et hospital i ambulance.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Ulykken var et frontalt sammenstød mellem to personbiler. De to tilskadekomne kørte bilerne.

Der er umiddelbart ikke andre, der er kommet til skade i ulykken.

Næstvedvej er sent mandag eftermiddag spærret, mens politiet afventer en bilinspektør, som skal undersøge ulykkesstedet.

Der vil gå nogle timer, før vejen igen bliver åbnet, siger vagtchef Thomas Hartmann lidt efter klokken 17.

Det har dog været muligt at omlægge trafikken, og politiet forventer derfor ikke kødannelse.

Samme eftermiddag er en mand afgået ved døden efter et frontalt sammenstød. Personbilen endte i den modsatte side af vejen, hvor den kolliderede med en lastbil.