To mindreårige børn opsøgt af mand på legeplads

To mindreårige drenge er uafhængigt af hinanden og på forskellige dage blevet opsøgt af en endnu ukendt mand ved en folkeskole og SFO i Rødding. Manden tilbød dem at komme med hjem og spille PlayStation

Syd- og Sønderjyllands Politi søger nu hjælp i en sag, hvor en ukendt mand har opsøgt to mindreårige drenge ved Rødding Skole og SFO i Sønderjylland.

Hændelserne skete tirsdag den 16. maj og onsdag den 17. maj mellem klokken 15.00 og 16.00, hvor en dreng i hvert tilfælde blev opsøgt af en ukendt mand, der tilbyder drengene at de kan tage med ham hjem at spille PlayStation.

Ingen af børnene har taget imod tilbuddet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

‘Der er på nuværende tidspunkt intet, som viser, at manden har villet gøre børnene noget ondt, men omvendt skaber sådanne hændelser naturligvis bekymring. Vi opfordrer derfor også personen til selv at kontakte politiet for at få talt hændelsesforløbet igennem,’ lyder det fra politikredsen.

Eventuelle vidner til episoderne bedes kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4. Personen selv bedes også kontakte politiet.

SE OGSÅ: 49 ÅRS FÆNGSEL I KÆMPE NARKOSAG: TO BLIVER UDVIST

Børnene har givet følgende signalement af manden:

  • Voksen mand
  • Havde hår på hovedet, men frisuren var ukendt
  • Var iført sort jakke, sorte bukser og bar solbriller