To mænd stukket ned med få minutters mellemrum i Frederikshavn

Politiet har onsdag iværksat et omfattende efterforskningsarbejde i forbindelse med to alvorlige knivoverfald i Frederikshavn med kun få minutters mellemrum.

Det oplyser B.T.

“Klokken 00.54 blev der fundet en livløs mand liggende på gaden i Frederikshavn. Han var blevet stukket i lysken, men han er heldigvis uden for livsfare i dag,” siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Peter Skovbak, til mediet.

Blot fire minutter senere modtog politiet endnu en anmeldelse om et knivoverfald i Frederikshavn, hvor en 59-årig mand var blevet stukket i maven. Den 59-årige mand er ligeledes uden for livsfare.

Ifølge politikommissæren er der ingen sammenhæng mellem de to knivoverfald.

I forbindelse med den første sag har politiet anholdt en 24-årig mand fra lokalområdet, som er blevet sigtet for drabsforsøg.

Ved det andet knivoverfald er en 61-årig mand blevet anholdt og sigtet for kvalificeret vold.

Begge mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør i Hjørring.

Arkiv.