To mænd anholdt for drab på mand fundet livløs

To unge mænd er tirsdag blevet anholdt og sigtet for drabet på en 25-årig mand, der blev fundet livløs på en sti i Hvidovre den 31. oktober 2021.

Den unge mand var blevet udsat for meget grov vold og døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Siden har der været en omfattende efterforskning i sagen, som nu, flere måneder senere, har båret frugt.

Tirsdag morgen har politiet nemlig anholdt to mænd på henholdsvis 18 og 23 år og sigtet dem for drabet. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

”Vi har efterforsket sagen i en længere periode, og på den baggrund er de to mænd her til morgen blevet anholdt. Efterforskningen af sagen er imidlertid ikke tilendebragt, og vi kan ikke udelukke, at der vil ske yderligere anholdelser. Af hensyn til den fortsatte efterforskning, har vi ikke mulighed for at give yderligere oplysninger her og nu,” siger vicepolitiinspektør Peter Malmose og uddyber:

“Dog kan vi sige, at vi vurderer at indtil flere personer har en viden om, hvordan denne alvorlige forbrydelse er begået. Og den viden bør man komme til os med.”

Den ene af de to mænd blev anholdt i arresten, da han allerede sad varetægtsfængslet i forbindelse med en våbensag.

Begge mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup i løbet af dagen.