To kvinder dræbt på gymnasium: 18-årig elev anholdt

OPDATERET. To kvinder i 50’erne er afgået ved døden, som følge af vold.

Det oplyser svensk politi på deres hjemmeside.

De to kvinder var ansatte på skolen.

De pårørende er underrettet.

Svensk politi har endnu ikke specificeret, hvad der præcis er foregået på gymnasiet.

En 18-årig mand er blevet pågrebet og menes at være gerningsmanden.

Den 18-årige er elev på gymnasiet.

Klokken 17:12 blev politiet i Malmø alarmeret om, at der var noget galt på Malmö Latinskola, som er et gymnasium i Malmø med omkring 1100 elever.

Det skriver Aftonbladet.

Svensk politi oplyser, at man er til stede på Drottninggatan, hvor gymnasiet ligger og at to personer er blevet såret og kørt med ambulance til hospitalet.

Det er ikke meldt ud, hvilken tilstand de sårede er i.

Politiet oplyser, at man ud fra de oplysninger, man har på nuværende tidspunkt, ikke mener, at de to personer, som er blevet såret, er elever på skolen.

En person er i den forbindelse blevet anholdt og politiet skriver, at der er kontrol over situationen.

Da hændelsen indtraf, var der omkring 50 person til stede på skolens område, oplyser svensk politi.

Svensk politi er nu ved at efterforske på stedet og har i den forbindelse afspærret området omkring gymnasiet, mens der også foretages afhøringer.

Også retsmedicinere er på stedet og gerningsstedet er også ved at blive undersøgt.

Svensk politi oplyser på deres hjemmeside, at man går ud fra, at gerningsmanden har handlet alene.

Svens politi har endnu ikke oplyst, hvordan og med hvad, de sårede personer er blevet såret.

En talsmand fra svensk politi oplyser dog til AftonbladetTV, at der ikke har været tale om skud.