To folkeskoleelever tæsket af mand i skolegården

Arkivfoto

Som følge af vold mod skoleelever i et frikvarter er en 28-årig mand idømt 60 dages ubetinget fængsel

To 15-årige, der går i 9. klasse på en skole i Gundsømagle, blev torsdag overfaldet af en 28-årig mand fra lokalområdet, mens de havde frikvarter.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden blev anholdt på sin bopæl kort efter overfaldet og sigtet for vold, hvorefter han fredag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Her blev han idømt en straksdom på 60 dages ubetinget fængsel, oplyser Midt- og Vestsjællands Anklagere på X, tidligere Twitter.

SE OGSÅ: KORANAFBRÆNDER: ‘TERRORTRUSLEN BLIVER STØRRE VED AT BRÆNDE KORANEN’

Ifølge politiet havde nogen råbt efter manden, inden han konfronterede eleverne.

Den ene af eleverne, der lå ned imens, fik et spark i ansigtet, mens en ven, der forsøgte at hjælpe i situationen, fik et knæ i hovedet, mener politiet.

En af eleverne har pådraget sig tandskader som følge af episoden.

/ritzau/