To fængslet i forbindelse med skudepisode i Rødovre

Københavns Vestegns Politi oplyser i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag, at to mænd på henholdsvis 29 og 34 år er blevet varetægtsfængslet i forbindelse en skudepisode på Islevbrovej i Rødovre den 3. december, som kostede en ung mand livet og sårede to andre i en frisørsalon.

Københavns Vestegns Politi skriver, at de to mænd blev anholdt i en koordineret aktion mandag og tirsdag morgen blev fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Begge mænd er sigtet for at have skudt og dræbt en 17-årig ung mand fra Bulgarien og for drabsforsøg på en 15-årig dreng og en 28-årig mand, som også blev ramt. I samme forbindelse er de desuden sigtet for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. 

”Retten besluttede, at de to mænd skal varetægtsfængsles i foreløbig fire uger, og nu fortsætter politiets efterforskning,” siger senioranklager Rasmus Kim Petersen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre.

Foto: Politiet i området omkring gerningsstedet
Foto: Politi og ambulance i området omkring gerningsstedet
Foto: Politiet i området omkring gerningsstedet
Foto: Politiet i området omkring gerningsstedet