To biler stødt sammen i lyskryds: Store mængder olie på kørebanen!

To biler er fredag morgen stødt sammen i et lyskryds ved Gulddyssevej i Gundsømagle nord for Roskilde.

“Vi fik anmeldelsen kl. 06.36. De to biler er stødt sammen i et firebenet vejkryds, formentlig fordi den ene bilist er kørt frem for rødt lys. Der er ingen personskade sket, så fokus har været at få bilerne væk fra kørebanen. Og det er lykkedes,” fortæller Martin Bjerregaard, pressemedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, til presse-fotos.dk

Han tilføjer, at en af bilerne har lækket en stor mængde olie på kørebanen i forbindelse med, at bilerne er stødt sammen.

“Derfor er brandvæsenet tilkaldt, og de har lagt kattegrus på vejen, så den igen er farbar.”