Bølgerne gik lidt for højt da Randers Kommune holdt informationsmøde omkring opbevaring af overfladevand fra Nordic Waste.
Mødet blev afholdt i Assentoft ved Randers, hvor tre store bassiner skal opbevare vandet fra Nordic Waste.
Det skriver TV2 Østjylland.
Efter mødet har kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt fortalt til byrådet, at hans medarbejdere blev skubbet, svinet til og truet af nogle borgere til mødet.
Mødet med de vrede borgere har gjort, at flere ansatte har fået hjælp fra en krisepsykolog. Det fortæller Jesper Kaas Schmidt til mediet.
“De (borgerne, red.) går over grænsen. De skubber, skælder ud og sviner vores medarbejdere til. De beklikker alt, hvad vi gør. De er uforskammede, og de råber. Vi har nogle medarbejdere, der skal til krisepsykolog. Der går man over en grænse”, lyder det fra kommunaldirektøren.
Kommunaldirektøren fortæller videre, at mødet var hans ide. Til mødet var det meningen, at borgerne kunne komme ud til bassinerne og se arbejdet i stedet for at høre om dem i en hal.
Det voldsomme møde mellem ansatte og vrede borgere har også gjort, at der ikke er planer om lignende møder. Fremover vil berørte borgere blot få besked i e-boks, hvor de også vil få mulighed for at stille spørgsmål om processen.