07. dec. 2022 - 9:25

Tilbageblik: Højgravide Louise blev brutalt myrdet



Politimænd i Elverparken i Herlev (Foto: Presse-fotos.dk)

Den højgravide Louise Borglit var i slutningen af sin graviditet, da hun blev brutalt myrdet på en gåtur i Herlev. Seks år senere er en mistænkt 28-årig mand tiltalt i sagen og bliver fremstillet for drabet ved Retten i Glostrup den 23. maj 2023. Presse-fotos.dk var det første medie på gerningsstedet, tilbage i 2016.

I begyndelsen af november 2016 var den højgravide Louise Borglit klar og glædede sig til at gå på barsel. Louise Borglit var 32 år gammel og højgravid med en dreng, som hun kaldte ”Lille P”. Hun ville den 4. november 2016 ud på en gåtur med søsterens hund, Maggie, som enhver anden dag.

Politi i Elverparken efter drabet af Louise Borglit (Foto: Presse-fotos.dk)

Gåturen i Elverparken i Herlev, blev det sidste Louise Borglit foretog sig i sit alt for korte liv. Louise Borglit blev overfaldet af en mand, der dengang formodes at være mellem 28 og 30 år. Gerningsmanden tog den højgravide Louise Borglits liv med en skarp genstand omkring klokken 19:00. Undersøgelser indikerede på tidspunktet, at der både kunne være tale om en større kniv og økse.

Den 52-årige Michael Hudlebusch fandt den livløse kvinde og bad sin veninde ringe 112. Alarmcentralen modtog opkaldet klokken 19:14. Han begyndte omgående at udøve førstehjælp på den højgravide kvinde. Ambulanceredderne kom fem minutter efter og tog over for Michael Hudlebusch.

Afsøgning i Elverparken (Foto: Presse-fotos.dk)

På trods af ihærdige forsøg på at redde Louise Borglit, blev hun klokken 19:36 erklæret død. Død af forblødning grundet de utallige knivstik. Liget blev løftet op på en båre og kørt til obduktion, herefter startede efterforskningen.

Denne efterforskning ser ud til endeligt at være nået i mål i dag. Politiet har gennem de seneste seks år fået hjælp til efterforskningen fra borgere, militæret, specialtrænede soldater, en hemmelig agent i fængslet og mange flere. Gennem årene har politiet fået tips fra offentligheden og grundigt efterforsket knap 100 personer. Politiet har ligeså modtaget utallige knive fra borgere, som borgerne har haft mistanke om muligvis kunne være mordvåbnet. Herudover har politiet gennemsøgt hele Elverparken i Herlev, men de fandt ikke det håbede bevismateriale.

Den mistænkte gerningsmand er en nu 28-årig mand, der blev anholdt den 6. maj i år. Han blev senere tiltalt og i dag onsdag den 7. december har Anklagemyndigheden offentliggjort datoen for, hvornår sagen og den 28-årige kommer for retten.

Det sker den 2. maj 2023 ved Retten i Glostrup. Der er afsat 11 retsdage til sagen, og der forventes dom afsagt den 23. juni 2023.

Blomster i Elverparken til ære for Louise Borglit (Foto: Presse-fotos.dk)

”Hun var bare sådan en livsglad pige der glædede sig til at blive mor, så hvorfor hende?”

Louise Borglits søster

Grundet grovheden og karakteren af denne sag, kan alle der var til stede den 4. november 2016 af ambulancefolk, politifolk og presse formentlig stadig huske sagen, den dag i dag.

Der blev i tiden efter holdt mindeoptog i Elverparken i Herlev, hvor flere end 1000 fakler lyste parken op. Der blev, efter et minuts stilhed, holdt tale af blandt andet Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen.

Foto: Privatfoto/Facebook


ANDRE LÆSER OGSÅ