Tidligere landsholdspiller anholdt for besiddelse af 115 kilo kokain

ARKIVFOTO

En tidligere serbisk landsholdsspiller er netop blevet anholdt i Amsterdam, hvor han er sigtet for besiddelse af 115 kilo kokain

Dusan Petkovic – der blandt andet har spillet i Wolfsburg og har været serbisk landsholdsspiller – er kommet i alvorlige problemer.

Han er nemlig sammen med syv andre mistænkte kriminelle bagmænd blevet anholdt i den hollandske hovedstad Amsterdam for at være i besiddelse af hele 115 kilo kokain.

Det oplyser det tyske medie Bild.

Dusan Petkovic havde angiveligt sammen med de andre bagmænd planlagt transporten af de mange kilo kokain fra Sydamerika til Rotterdam i Holland.

Transporten nåede dog aldrig frem, da lokale myndigheder i slog til i den belgiske by Arlon.

Fangsten af de 115 kilo kokain kommer efter flere måneders efterforskning fra Europol og serbisk politi.

Dusan Petkovic har spillet flere Bundesligakampe for Wolfsburg og Nürnberg. Han har desuden spillet tre landskampe for Jugoslavien og fire landskampe for Serbien.